PhaseOneTrials udvider med ny testklinik

PhaseOneTrials udvider med endnu en testklinik på Hvidovre Hospital. Målet er at øget antallet af kliniske forsøg fra 10 til 15-20 per år.

Den nye testklinik, som skal stå klar næste sommer, vil udvide PhaseOneTrials' kapacitet for kliniske forsøg fra 28 til 37 patientpladser, give mere plads til periferiudstyr og næsten fordoble antallet af mulige forsøg per år, oplyser adm. dir. Kim Krogsgaard til Rapidus.

- I 2007 havde vi en omsætning på DKK 18 millioner. Inden tre år skal vi mindst have fordoblet det tal, siger han.

PhaseOneTrials var på vej til en notering på First North-listen sidste år, men børsintroduktionen blev afbrudt, da der kun blev tegnet aktier for 20 af de ønskede DKK 50 millioner. I stedet har de tidligere ejere, med ventureselskabet Zimba Invest i spidsen, indskudt yderligere penge, samtidig med at selskabet har valgt at fokusere på kerneaktiviteterne omkring fase I-forsøg.

Læs mere om PhaseOneTrials på www.phaseonetrials.com.

Kilde: Rapidus, 06.09.2008

 

 

© 2007 Medicon Valley Alliance. All rights reserved.