Topotarget A/S og Pharmexa øjner lukrative aftaler med store farmavirksomheder
Biotekselskaberne Topotarget og Pharmexa tror på aftaler i milliardklassen for selskabernes lægemidler til behandling af kræft.
Lægemidler fra Topotarget og Pharmexa befinder sig på en liste over de 10 mest interessante kræftprojekter, der er klar udlicensering. Lægemidlerne er Topotargets PXD1001 og Pharmexas GV1001, og de præsenteres på en konference i oktober arrangeret af Windhower Information.
- Jeg er glad, men først og fremmest har vi jo de kliniske data, der gør, at vi er enige i, at vi bør ligge på den liste. Samtidig viser det, at vi har en fremragende tradition for kræftforskning i Danmark. Medicon Valley er en realitet og giver os en kæmpe styrke, så det er bare med at få bygget endnu en bro til Sverige, siger Peter Buhl Jensen, adm. direktør for Topotarget.
Samarbejde påkrævet
For at få lægemidlerne godkendt bliver det nødvendigt med en samarbejdsaftale med en medicinalgigant. Lige nu samarbejder Topotarget med Curagen, og det partnerskab vil virksomheden gerne køre så langt som muligt. Men Topotarget er også klar til at indlede forhandlinger med et større medicinalselskab, når tiden for det nærmer sig.
Kilde: Børsen, 05.09.2007