En urinprøve kan afsløre, hvor hårdt en patient med blærekræft er ramt af sygdommen, viser en ny dansk undersøgelse. Det kan blive et vigtigt instrument til at vurdere, om patienten bliver rask af behandlingen, eller om lægerne skal sætte ind med en mere intensiv behandling.
Hver gang en læge har fjernet en svulst på blæren af en patient, står lægen i et dilemma. Lægen ved ikke, om patienten er rask, eller om der vil komme et tilbagefald af sygdommen i form af en ny svulst.
Derfor skal alle patienter med blærekræft med jævne mellemrum undersøges med kikkert for nye svulster på blæren, og patienterne skal samtidig leve med frygten for, at sygdommen vender tilbage. Men nu er forskere og læger fra Københavns Universitet og Århus Universitetshospital måske på vej til at finde en enkel afløser til kikkertundersøgelserne. De har sporet et protein i patienternes urin, der kan afsløre, om patienten er ramt af sygdommen.
-Vi har opdaget, at kræftcellerne i blæren udskiller et protein til urinen, som hedder ADAM12, og jo mere ADAM12, der findes i patientens urin, des større er risikoen for, at patienten har sygdom i udvikling, siger professor, dr.med. Ulla Wewer fra Københavns Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelsen, og som Kræftens Bekæmpelse har støttet med to mio. kr.
Fra besværlig kikkertundersøgelse til enkel urintest
Forskerne har bl.a. testet danske patienter for niveauet af ADAM12 i deres urin før og efter, at de har fået fjernet en svulst på blæren. De ser, at niveauet af ADAM12 er højt i patienternes urin før operationen, og at niveauet falder til et normalt niveau efter operationen, hvor patienterne er fri for sygdom. Men de ser også, at niveauet af ADAM12 stiger igen, hvis patienterne får tilbagefald af sygdommen.
-Hvis en større undersøgelse kan bekræfte vores resultater, kan det måske om få år blive en meget enkel måde at overvåge patienterne på. Og overvågningen behøver ikke nødvendigvis at foregå på et hospital, som det sker i dag, men det kunne også ske i samarbejde med den praktiserende læge, siger Ulla Wewer.
Source: Press-release Kræftens Bekæmpelse, 16.01.2006.
Read more at the homepage of Kræftens Bekæmpelse.