PhaseOneTrials går på First North

PhaseOneTrials har offentliggjort prospekt for selskabets introduktion på First North og udbud af aktier. Udbuddet består af mellem 1.300.000 og 1.685.000 stk. aktier à nominelt DKK 1 til en fast kurs på DKK 38,50 pr. aktie. Tegningsperioden startede idag den 10. maj.

 

PhaseOneTrials udbyder mellem 1.300.000 og 1.560.000 stk. nye aktier à nominelt DKK 1 til en fast kurs på DKK 38,50 til handel på First North, Københavns Fondsbørs' markedsplads for mindre og mellemstore selskaber. Det giver selskabet et nettoprovenu på mellem DKK 45 mio. og DKK 54 mio. Efterspørges der mere end 1.560.000 stk. nye aktier, udbyder Hvidovre Hospital op til 125.000 stk. eksisterende aktier. Der udbydes således i alt op til 1.685.000 stk. aktier. Udbuddet gennemføres under forudsætning af, at der tegnes minimum 1.300.000 stk. aktier. Tegningsperioden løber fra den 10. maj til og med den 23. maj 2007, kl. 16.00. Udbudet kan lukkes ved fuldtegning, dog tidligst den 10. maj, kl. 16.00. Aktierne ventes optaget til handel på First North den 30. maj. Hvis udbuddet lukkes før den 23. maj, vil første dag for handel med aktierne blive rykket tilsvarende frem.

 

PhaseOneTrials

PhaseOneTrials blev etableret i 2003 med det formål at tilbyde den bioteknologiske og farmaceutiske industri en højt specialiseret gennemførelse af kliniske fase I og tidlige fase II afprøvninger af nye lægemiddelkandidater. Den bioteknologiske og farmaceutiske industri outsourcer i stigende omfang gennemførelsen af kliniske forsøg til Contract Research Organisations (CRO'er). Dette sker for at reducere udviklingstiden for nye lægemidler og for at effektivisere anvendelsen af virksomhedernes forsknings- og udviklings-omkostninger. Siden etableringen har selskabet indgået kontrakter med anerkendte bioteknologiske og farmaceutiske selskaber såvel nationalt som internationalt, herunder Novo Nordisk A/S, H. Lundbeck A/S, Zymenex A/S, Fertin A/S, GlaxoSmithKline og Schering-Plough Research Institute.

 

Målsætning og strategi

Selskabets målsætning er indenfor to år at være foretrukken samarbejdspartner for tre af de største regionale bioteknologiske og farmaceutiske selskaber og inden for fire år at være foretrukken samarbejdspartner for tre af de største internationale farmaceutiske selskaber inden for selskabets fokusområder, som er stofskiftesygdomme, hjerne- og nervesygdomme samt kræftsygdomme.

 

Selskabets kernekompetencer 

PhaseOneTrials har opbygget en række kernekompetencer, der differentierer selskabet fra det øvrige CRO-marked. Selskabets adgang til et netværk af viden, særlige kompetencer, særlige undersøgelser og adgang til patienter medfører, at selskabet kan håndtere meget komplicerede processer, som kan skræddersyes til kundens behov.

 

Source: Press release First North, 07.05.2007

 

Visit the PhaseOneTrials homepage.

© 2007 Medicon Valley Alliance. All rights reserved.