Innovationskapital på vej til Medicon Valley

Der er frisk kapital på vej til start up-biotekvirksomheder i Medicon Valley – både på svensk og dansk side. Det var den positive besked til medlemmerne af Medicon Valley Academy, der netop har været samlet til netværkorganisationens årsmøde.

Risikovillig kapital fra både Danmark og Sverige er på vej til den altid hungrende biotekindustri i Medicon Valley, hvor især start up-virksomheder har behov for flere penge til udvikling af blandt andet nye banebrydende lægemidler.

Pengene kommer fra offentlige kasser - med VINNOVA fra Sverige i spidsen. Den regeringsstyrede fond deler i størrelsesordenen 150 millioner EUR ud i 2006 til svensk forskning – hvoraf omkring 20 procent går til bioteksektoren.

»I år har vi øget fokus på jeres område,« sagde Per Eriksson, generaldirektør for VINNOVA-fonden på årsmødet for Medicon Valley Academy den 29. marts i Ørestaden. Og det blev positivt modtaget blandt deltagerne fra de 251 medlemmer af netværkorganisationen. »Dels sætter vi flere midler af til innovationsprojekter i bioteksektoren – dels har vi kikkerten rettet mod den svenske del af Medicon Valley.«

Den danske pendant til svenske VINNOVA hedder Højteknologifonden, som statsminister Anders Fogh Rasmussen selv tog initiativ til i efteråret 2005. Fonden har endnu ikke så mange midler at dele ud som sin svenske partner, men også her tilgodeses biotekvirksomheder – blot på den danske side af Medicon Valley, fortalte direktør Carsten Gaarn-Larsen, adm. direktør.

»Vi er naturligvis tilfredse med, at der er øget fokus på kapitalbehovet til både nuværende og kommende medlemmer af vores organisation,« siger adm. direktør Stig Jørgensen fra Medicon Valley Academy. »Og vi vil fortsætte med at skubbe på, så de to nationale fonde går sammen med både offentlige og private forskningsmiljøer for at sikre tilstrækkelig vækst i Medicon Valley til, at regionen kan træde ind i næste fase af globaliseringen.«

Netop næste skridt i globaliseringsfasen ligger Medicon Valley Academy på sinde. Direktøren lancerede en ny vision: 10 i 2010. Ti ambassadører skal i løbet af de næste fire år sikre tættere forbindelser mellem Medicon Valley og andre globale biotekclusters i verden – fx Boston, Singapore og London.


See Powerpoint Presentation of visions for Medicon Valley Academy, Managing Director Stig Jørgensen.

See Powerpoint Presentation from VINNOVA, Managing Director Per Eriksson.

 

See Annual Report 2005 of Medicon Valley Academy (pdf) 


Source: Press Release from Medicon Valley Academy 30.03.06.

© 2007 Medicon Valley Alliance. All rights reserved.