Pressemeddelelse, den 12. juni 2007
Medicon Valley Academy
Kl. 17.10 i dag blev svenske Camurus kåret som den bedste ikke-børsnotede biotekvirksomhed i Medicon Valley 2007. Kåringen fandt sted ved Strictly Financing Award 2007, hvor seks biotekvirksomheder fra Danmark og Sverige dystede om seks britiske investors gunst og penge.
Biotekvirksomhederne i Medicon Valley (Øresundsregionen) har mere succes end nogensinde. Milliarder af kroner ruller ind i tilført kapital, og store aftaler bliver underskrevet. Især danske biotekvirksomheder har nydt godt af investorernes stigende interesse, men i dag var det den svenske biotekvirksomhed Camurus, der løb af med prisen som den bedste ikke-børsnotede biotekvirksomhed i Medicon Valley. Kåringen fandt sted ved Strictly Financing Award 2007 i Operaen i København med deltagelse af en lang række nationale og internationale investorer og erhvervsledere.
Hård dyst mellem seks nominerede virksomheder
Seks nominerede biotekvirksomheder - fem danske og en svensk - havde hver 15 minutter til at overbevise dommerpanelet om, at netop deres virksomhed er den bedste i Medicon Valley. Dommerpanelet bestod af seks britiske investorer, der med 100 milliarder DKK i ryggen holder godt øje med regionens kommende bioteksucceser.
"Vi er meget stolte og glade for prisen, for det var et stærkt felt af biotekvirksomheder, vi var oppe imod. Dagen i dag har bevist, at dansk og svensk biotek ligger i den absolutte top med solide og stærke virksomheder. Prisen er en anerkendelse af, at Camurus har potentialet til fortsat succes og ekspansion, og det er vi glade for, sagde Fredrik Tiberg, adm.dir./VD i Camurus.
I dommerpanelet var der enighed om, at dansk og svensk biotek imponerer.
"Kvaliteten af de seks virksomheder er meget høj, og der var meget tæt løb. Vi valgte Camurus, blandt andet fordi de kunne demonstrere en gennemtænkt og omkostningseffektiv strategi", fortalte Patrick Lee fra den britiske investor Advent Venture Partners på vegne af dommerpanelet.
Konsulentbistand for 100.000 DKK
Med kåringen som vinder løber Camurus af med prisen på konsulentbistand for 100.000 DKK fra PricewaterhouseCoopers, som var hovedsponsor for Strictly Financing Award 2007.
"De nominerede virksomheder gjorde det alle godt og vidner om det store potentiale, der findes blandt biotekvirksomhederne i Medicon Valley. Vi håber med prisen at kunne være med til at give Camurus endnu et skub fremad i deres udvikling", sagde Torben Jensen, Partner i PricewaterhouseCoopers, ved overrækkelsen af prisen.
Camurus blev etableret i Lund i 1992 og omstruktureret i 2003 med GS Development som primær investor. Camurus fokuserer på behandling inden for områderne endokrinologi, urologi og cancer.
Egalet vandt publikumsprisen
Ikke kun dommerpanelet vurderede de nominerede virksomheder - også publikum deltog i kåringen og afgav deres stemme til en supplerende pris, Publikumsprisen. Denne pris gik til danske Egalet, der blev etableret i 1995.
Strictly Financing Award 2007 blev arrangeret af Medicon Valley Academy og UK Trade & Investment i København. Eventet blev også afholdt i 2006, hvor vinderen af "The Most Promising Biotech Company in Medicon Valley" var biotekvirksomheden Gastrotech Pharma (Danmark).
Dommerpanel