Skal vi sige tillykke?

 

Af

Bent Christensen

Administrerende direktør

Medicon Valley Academy

København og Lund

Trykt i Berlingske Tidende / 7. juni 2003

 

 

 

Om få dage fejrer Øresundskomiteen sit 10-års jubilæum. Og kort tid efter runder vi 3-årsdagen for broens åbning.

 

På den baggrund er det deprimerende at læse det netop offentliggjorte Øresundsindex, som taler sit tydelige sprog om manglende landspolitisk vilje på både dansk og svensk side til at udnytte Øresundsregionens meget store potentiale.

 

Som en klar og forståelig konsekvens begynder flere virksomheder i regionen nu at miste gejsten i forhold til en fortsat satsning omkring Øresund og vi kan med rette forvente, at investeringer og udviklingsopgaver placeres andre steder. Desværre vil disse omplaceringer formentlig kun i ringe omfang ske til andre regioner i Danmark og Sverige, men til England, Frankrig, USA, Singapore og Hongkong, fordi disse regioner i mange sammenhænge er de direkte konkurrenter til Øresundsregionen.

 

Hvad vi taber i Øresundsregionen på grund af manglende politisk vision og vilje er altså med stor sandsynlighed tabt for Danmark og Sverige som helhed.

 

Det er ikke godt nok.

 

Når Bendt Bendtsen og Göran Persson kommer til Malmø 10. juni som festtalere ved Øresundskomiteens 10-års jubilæum forventer jeg derfor at begge manuskripter indeholder følgende afsnit.

 

  1. At der nu besluttes en væsentlig forøgelse af midlerne til dansk og svensk grundforskning
  2. At der etableres en Øresund Venturefond på 4-5 mia. kr. til støtte for innovation og entreprenørskab
  3. En meddelelse om, at Danmark og Sverige er blevet enige om at løse skatteproblemet
  4. At det er besluttet at fjerne brotaksterne

 

Uden disse tilkendegivelser vil det blot blive endnu et par festtaler, som det bliver vanskeligt at tage helt alvorligt.

© 2007 Medicon Valley Alliance. All rights reserved.