Et åbent brev til Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen, Danmark, og Näringsminister Leif Pagrotsky, Sverige.
Af
Bent Christensen
Administrerende direktør
Medicon Valley Academy
København og Lund
Trykt i Berlingske Tidende / 12. maj 2003
Mandag den 19. maj skal EU vedtage et forslag, der blandt andet vil ophæve grænserne mellem A- og B aktier. Dette aktiesystem indebærer, at store virksomheder i betydelig grad er beskyttet mod fjendtlig overtagelse fra store udenlandske koncerner.
Betyder det noget? Ja, i allerhøjeste grad. Hvis opkøb sker, er der en betydelig risiko for, at såvel virksomhedens strategiske ledelseskraft som forsknings- og udviklingsmiljøerne flytter andre steder hen i verden. Denne risiko er nøje beskrevet i det netop udgivne temanummer fra Mandag Morgen, der handler om kampen om fremtidens talenter. Temanummeret beskriver en række meget alvorlige udfordringer for lande som Danmark og Sverige. Udfordringer som netop I to har ansvaret for at håndtere.
Hvis vi i fremtiden vil udvikle et videnbaseret erhvervsliv i verdensklasse, skal vi kunne udvikle, tiltrække og beholde talenter. Talenter efterspørger ikke den næstbedste arbejdsplads. Hvis de store koncerners forsknings- og udviklingsafdelinger flytter til udlandet, mister vi nogle af vore allerstærkeste excellence miljøer. Disse excellencemiljøer er fyrtårne for talenter på udkig efter de bedste arbejdspladser. Hvis disse miljøer flytter, så flytter talenterne med.
Har vi for alvor forstået de fulde konsekvenser for vores samfund, når virksomheder som Pharmacia opkøbes og forskningsmiljøerne flytter væk. Ved vi, hvad det betyder for hele iværksættermiljøet, når nogle af vores største og mest robuste udviklingsdrivere pludselig befinder sig på den anden side af jordkloden. Dette her handler ikke om næste års finanslov eller budgetproposition. Det handler om de næste årtiers muligheder for at kunne finansiere vores velfærd via videnbaseret erhvervsliv. Det kræver aktive politiske beslutninger, hvis vi vil være med.
Vi beder ikke om store offentlige subsidier til erhvervslivet. Vi beder i stedet om lovgivning både nationalt og i EU, som gør det muligt at bevare vores store tunge videnbaserede virksomheder i Danmark og Sverige - og dermed også vore talenter for fremtiden.
I Øresundsregionen har vi flere guldæg, som vi gerne vil have lov til at ruge ud. Det samme har flere andre regioner i Danmark og Sverige. Men det kræver, at vi kan holde på vores talenter, at vi kan udvikle excellencemiljøer, at vi tør prioritere og overlade til andre, hvad vi ikke selv er gode til, og at vi giver vores forsknings- og iværksættermiljøer de ressourcer, der skal til.
Med mindre vi beslutter, at blive et filialsamfund i forhold til London, Paris, San Diego m.fl. Må jeg foreslå, at I læser Mandag Morgens temanummer og koordinerer dansk og svensk indsats inden turen går til Bruxelles den 19. maj.