TOPOTARGET OG CURAGEN INDLEDER KLINISK FASE IB-UNDERSØGELSE MED PXD101 TIL BEHANDLING AF OVARIECANCER

 

TopoTarget A/S og CuraGen Corporation har offentliggjort igangsættelsen af patientdosering i en klinisk, åben, multicenter, ”proof of concept” fase Ib-undersøgelse af PXD101, en småmolekyle histon-deacetylase (HDAC)-hæmmer, til behandling af fremskredne solide tumorer, herunder ovariecancer.

 

“Proof of concept”-undersøgelsen vil indledningsvist fastlægge den maksimalt tolererede dosis (MTD) af PXD101 anvendt i kombination med carboplatin og/eller paclitaxel, som er to lægemidler, der anvendes bredt til behandling af ovariecancer og andre kræftformer, i op til 30 patienter med fremskredne solide tumorer. Når MTD er blevet fastlagt, vil undersøgelsen blive udvidet til at omfatte yderligere op til 15 ovariecancerpatienter, som har genopblussen af deres sygdom, med henblik på yderligere at evaluere PXD101’s bivirkninger og aktivitet i kombination med carboplatin og/eller paclitaxel. Patienterne vil blive optaget på forskellige forsøgscentre i Europa og USA, og foreløbige resultater forventes i fjerde kvartal 2005.

 

"PXD101 har vist aktivitet imod humane ovariecancerceller i laboratorieforsøg. På baggrund af disse resultater er vi meget interesserede i at evaluere denne HDAC-inhibitors rolle i kombination med andre aktivstoffer for patienter med modstandsdygtig ovariecancer," udtaler Johann De Bono, Principal Investigator og Consultant Medical Oncologist ved The Institute of Cancer Research og Royal Marsden Hospital, England. “PXD101’s evne til at forbedre antitumor-effekten af de eksisterende behandlingsformer uden at tilføje overlappende toksiciteter kan have en væsentlig indvirkning på behandlingen af denne sygdom.”

 

I prækliniske undersøgelser har PXD101 vist væksthæmmende egenskaber over for en lang række tumortyper, herunder ovariecancer, og var effektivt på ovariecancerprøver, som var modstandsdygtige over for carboplatin og paclitaxel. PXD101 har også vist aktivitet over for ovariecancer i dyremodeller samt påvist forbedrende til forstærkende aktivitet i kombination med paclitaxel eller carboplatin i andre prækliniske studier. Disse data understøtter igangsættelsen af en klinisk undersøgelse af PXD101 anvendt i kombination med carboplatin og/eller paclitaxel til behandling af ovariecancer og andre solide tumorer.

 

Peter Buhl Jensen, CEO for TopoTarget, udtaler: ”PXD101 er i kliniske fase II-undersøgelser for at fastslå stoffets potentiale til behandling af fremskreden myelomatose (form for blodkræft). Vores prækliniske forskning viser, at PXD101 både alene og i kombination med andre stoffer vil kunne spille en væsentlig rolle i behandlingen af en lang række solide tumorer og blodkræftsygdomme samt potentielt overvinde nogle af de modstandsmekanismer, som kræftcellerne anvender, og vi er glade for at kunne offentliggøre dette næste skridt i vores stadigt voksende kliniske udviklingsprogram for PXD101.

 

TopoTarget is a member of Medicon Valley Academy

For yderligere oplysninger, venligst kontakt: TopoTarget A/S, Administrerende direktør Dr. Peter Buhl Jensen, Telefon + 45 39 17 83 41, Mobil + 45 21 60 89 22.

© 2007 Medicon Valley Alliance. All rights reserved.